Medvirkende i Mit Afrika

Få film har formået at indfange Karen Blixens magiske univers som Sydney Pollacks episke klassiker Mit Afrika (Out of Africa, 1985). På blot 150 minutter blev publikum verden over ført fra vinterkolde København til den brændende kenyanske højslette, hvor kærlighed, kolonihistorie og ægte eventyr flettes sammen i et filmisk tæppevæv af uforglemmelige billeder og Oscar-vindende musik.

I centrum står tre skuespillere, der hver især var superstjerner allerede ved premieren - Meryl Streep, Robert Redford og Klaus Maria Brandauer. Sammen tændte de den gnist, der stadig kaster gløder af romantik og drama ind i stuerne næsten 40 år senere. Men bag de store navne gemmer sig også et farverigt galleri af biroller, som giver liv til kaffefarmen, Nairobis saloner og savannens lejrbål.

I denne artikel dykker vi ned i alle de kræfter - foran såvel som bag kameraet - der gjorde Mit Afrika til en filmklassiker. Vi ser nærmere på:

• Hovedrollerne og kemien, der driver fortællingen frem.
• Birollerne, der giver dybde og autenticitet.
• Fra bog til film - hvordan Blixens erindringer blev til et filmisk mesterværk.
• Bag kameraet & modtagelsen - produktionen, musikken og de syv Oscars.

Så spænd sikkerhedsselen, hæld en kop stærk kenyansk kaffe op, og tag med os ud på savannen, hvor den danske forfatterinde, den britiske jæger og en baron med hang til eventyr fortsat fascinerer nye generationer af filmelskere.

Hovedrollerne: Meryl Streep, Robert Redford og Klaus Maria Brandauer

Når Mit Afrika stadig føles levende næsten 40 år efter premieren, skyldes det i høj grad tre præstationer, der løfter både Blixens erindringer og Sydney Pollacks billedskønne iscenesættelse op på det episke plan. Nedenfor får du en nærmere kig på, hvad Meryl Streep, Robert Redford og Klaus Maria Brandauer gør - og hvordan deres indbyrdes kemi driver fortællingen fra de første kaffebuske til de sidste bittersøde farvel.

Meryl streep som karen blixen - En perfekt balancegang

1. Accent og fysik: Streep gik i sproglig boot-camp for at ramme Blixens distinkte dansk-engelske intonation. Resultatet er en stemme, der både kan kommandere plantagearbejdere og hviske intime bekendelser til Denys.
2. Kropssproget: Læg mærke til den måde hun retter ryggen, når hun forhandler med kolonimyndighederne, versus hvordan skuldrene sænkes i scenerne med Denys - et visuelt ekko af Karen Blixens indre kamp mellem pligt og passion.
3. Emotionel nøjagtighed: Uden at ty til sentimentalitet gør Streep tab, sygdom og kulturel fremmedhed håndgribelig; publikum føler den langsomme desillusion, mens idealismen eroderer.

Robert redford som denys finch hatton - Uopnåelig frihed på to ben

Redfords valg om at beholde sin egen amerikanske diktion (i stedet for Finch Hattons britiske accent) skabte debat, men instruktøren holdt fast, fordi lyden af Redford var lig med eventyr for 80’ernes biografpublikum. Og det virker:

• Karisma uden anstrengelse: Han træder ind i teltet, hælder whisky op og er øjeblikkeligt filmens tyngdepunkt.
• Kontrast til Karen: Hvor Blixen planlægger og bygger, lever Denys i nuet. Han bliver dermed det naturlige epicenter for filmens tema om frihed kontra forpligtelse.
• Subtil romantik: Se scenen, hvor han vasker hendes hår på savannen - få ord, men blikkene siger mere end et helt kapitel i erindringsbogen.

Klaus maria brandauer som bror blixen - Det charmerende kaos

Brandauer går elegant linen ud mellem elskværdig rovmenneske og fordrukken aristokrat. I én scene danser han med Karen til violiner; i den næste gambler han kaffefarmen væk.

1. Ambivalens: Han er ikke filmens skurk, men katalysator for Karens nyfundne selvstændighed - uden hans svigt ingen rejse mod Denys.
2. Temperament: Brandauer bruger pauser og pludselige følelsesudbrud til at vise Brors indre uro; publikum kan både hade og forstå ham.
3. Kemi med Streep: Deres ægteskabsscener dirrer af usagt frustration - en kontrast, som får Karens senere forelskelse til at gløde endnu stærkere.

Trekløverets kemi - Motoren i fortællingen

Filmen står og falder med den elektriske trekant mellem Karen, Denys og Bror:

• Spændingsfeltet: Scenerne, hvor alle tre deler billedet - fx jagtmiddagen og flyveturen over Ngong Hills - bliver til små psykologische krigszoner pakket ind i smukke billeder.
• Timing og rytme: Pollack lader dialogen ånde, så pause-spillet mellem Streep og Redford kan blomstre, mens Brandauer ofte bryder stilheden med en eksplosiv bemærkning. Det skaber en levende, men kontrolleret dynamik.
• Udvikling: Kærlighedshistorien er ingen romantisk dagdrøm; den er bundet til de praktiske realiteter ved kolonitidens Østafrika. Derfor føles de tre karakterers interaktioner som uundgåelige - og tragiske - skæbnemøder.

Samlet set leverer trioen præstationer, der både fungerer på et intimt plan og som bærende strukturer for filmens episke vingefang. Uden den spænding, sårbarhed og magnetisme, Streep, Redford og Brandauer tilfører hver enkel scene, ville Mit Afrika blot være endnu et visuelt postkort. Med dem bliver det et følelsesmæssigt landskab, man som publikum kan gå på safari i igen og igen.

Birollerne der giver dybde

Hvor Streep, Redford og Brandauer udgør det romantiske og dramatiske trekløver, er det filmens biroller, der giver Mit Afrika tekstur, nuancer - og ikke mindst en forankring i tid og sted. Nedenfor følger et overblik over de mest markante biroller, deres skuespillere og den funktion, de hver især har i fortællingen.

Kolonitidens engelske cirkler

1. Michael Kitchen - Berkeley Cole
   Kitchen gør Cole til mere end blot Denys’ festglade sidekick. Han er Karen Blixens første introduktion til - og kommentator på - det britiske kolonisamfunds uskrevne regler. Hans tørre humor letter tonen, men hans skæbne i krigen minder publikum om, at eventyret har en pris.
2. Michael Gough - Lord Delamere
   Med en blanding af britisk ekscentricitet og ægte kærlighed til Afrika fungerer Gough som filmens historiske forankring; Delamere var en virkelig pioner i Kenya. Han er den jordbundne kontrast til både Denys’ romantiske idealisme og Baron Blixens uansvarlighed.
3. Suzanna Hamilton - Felicity
   Den unge britiske rytter bliver en slags yngre spejling af Karen: uafhængig, frygtløs og tidligt fanget mellem tradition og frihed. Hendes tilstedeværelse åbner filmen for et kvindeligt generationsperspektiv på kolonilivet.
4. Rachel Kempson & Graham Crowden - Lady og Lord Belfield
   Parret trækker de victorianske værdier helt ind i Kenyas sletter og fremhæver, hvor langt Karen har bevæget sig væk fra hjemlige konventioner.

Det afrikanske perspektiv

1. Malick Bowens - Farah
   Som Blixens trofaste somalisk-svahilitalende hushovmester er Farah filmens moralske kompas. Bowens spiller ham med underspillet autoritet: han udfordrer og støtter Karen på samme tid, og deres venskab - båret af gensidig respekt - illustrerer den interkulturelle tillid, filmen ellers sjældent viser.
2. Joseph Thiaka - Kamante
   Kamante, den skæve kikuyu-kok, leverer både humor og baggrund - ikke bare med sine lakoniske kommentarer, men også som et billede på, hvordan lokalbefolkningen tilpasser sig (og undertiden udnytter) kolonisternes tilstedeværelse. Thiaka giver rollen et poetisk snit, der minder om Blixens litterære beskrivelser.
3. Stephen Kinyanjui - Kinanjui
   Kinyan­juis høvding er nøglen til Karen Blixens relation med de lokale. Scenerne, hvor de forhandler jord og taler om kvæg og regn, rykker historien væk fra det romantiske og hen mod en konkret skildring af kolonitidens magtbalancer.
4. Iman - Mariammo
   Den somaliske model spiller Denys’ tidligere elskerinde og symboliserer både fristelsen og faren i Denys’ rastløse liv. Iman får få replikker, men hendes tilstedeværelse er visuelt mindeværdig og minder Karen om, at Denys aldrig rigtigt kan ejes.

Mændene omkring farmen

1. Shane Rimmer - Belknap
   Som den jordbundne farm manager sætter Rimmer økonomiens kolde realiteter op imod Karens idealisme. Hans praktiske bekymringer om kaffe, arbejdskraft og vejrlig skaber handlingsmæssige konflikter, der holder plottet på jorden.
2. Leslie Phillips - Sir Joseph
   Phillips’ joviale diplomat er filmens politiske bagtæppe. Han påpeger, hvor usædvanlig Blixens position er - både som kvinde og som dansk “outsider” - i det britisk styrede East Africa Protectorate.
3. Donal McCann - Lægen
   McCann giver sygdom og død et ansigt. Hans kliniske ro, når Karen får syfilis, og senere da han behand­ler koleraudbruddet, giver filmen sin medicinske autencitet og understreger Afrikas farer for kontinentets nye europæere.

Birollerne som stemningsskabere

Hvorfor birollerne er afgørende

Samlet forvandler disse karakterer Mit Afrika fra et klassisk trekantsdrama til en rig mosaik af kolonitidens Kenya. De giver publikum flere pejlemærker:

• Historisk dybde: Lord Delamere og kommissærerne placerer handlingen i en konkret politisk ramme.
• Kulturel autenticitet: Farah, Kamante og Kinanjui giver afrikanerne stemme og agency, så historien ikke kun ses gennem europæiske øjne.
• Emotionel resonans: Cole, Felicity og Mariammo gør kærlighedshistorien mere troværdig ved at spejle, udfordre og komplementere hovedpersonerne.
• Atmosfære: Små, men farverige roller - fra missionslæreren til farmarbejderne - skaber fornemmelsen af et levende samfund, hvor hver person har sin egen historie.

Når alt kommer til alt, er det birollernes blikke, hvisken og små handlinger, der får savannen til at ånde og kaffefarmen til at føles som et virkeligt hjem - og som gør, at Karen Blixens fortælling for alvor rejser sig fra bogen og ind på lærredet.

Fra bog til film: Karen Blixens verden på lærredet

Da Out of Africa udkom i 1937, var den ikke en traditionel roman, men en samling erindringsskitser, som Karen Blixen selv beskrev som »en kærlighedserklæring til et kontinent«. Da Sydney Pollack næsten 50 år senere omsatte bogen til film, stod han derfor med et patchwork af episoder, anekdoter og refleksioner - uden et klassisk dramatisk forløb. Resultatet blev en fri, men respektfuld filmatisering, der sammensmelter stof fra flere Blixen-værker (Skygger på græsset, Brev fra Afrika m.fl.) og tilføjer nye elementer for at give publikum en mere lineær kærlighedshistorie.

Fra essayistisk prosa til filmisk fortælling

• Stemmen bevares - Meryl Streep lægger voice-over til store dele af filmen. De elegante, melankolske replikker er ofte hentet direkte fra Blixens tekst og fungerer som bindeled mellem de episodiske scener.
• Tidslinjen strammes - Bogen springer non-kronologisk mellem årene 1914-1931. Filmen samler handlingen i ét dramatisk forløb (1914-1926) og lader to hovedrelationer - ægteskabet med Bror og kærligheden til Denys - drive fortællingen.
• Figurer slås sammen - Flere af Blixens virkelige bekendte dukker op i filmen, men ofte som kompositfigurer. Eksempelvis er Denys’ ven Berkeley Cole (Michael Kitchen) en destillation af flere af de britiske safarikammerater.

Centrale temaer og deres filmiske form

Frihederne - Og hvorfor de virker

1. Romantisk centrum: At gøre Denys (Robert Redford) til filmens egentlige protagonist ved siden af Karen skaber et tydeligt følelsesankor, som bogen savner.
2. Konfliktforstærkelse: Jagtsekvensen med løverne, flyvningen og farmens brand intensiverer dramaet og giver publikum konkrete vendepunkter.
3. Beskåret politik: Blixens komplekse holdninger til kolonipolitik, racespørgsmål og køn er nedtonet for at holde fokus på den personlige rejse.

Blixens ånd i slutbilledet

Selv om Pollack tager kunstneriske friheder, fastholder filmen Blixens grundtone af tab og længsel. Den sidste montage - Karens farvel til farmen, Denys’ død og epitafiet på Ngong-bakkerne - spejler bogens bittersøde erindring: »Jeg havde en farm i Afrika ved foden af Ngong-bjergene…« Mange seere hører netop disse ord, mens kameraet glider over savannen, og mærker, at forfatterens stemme stadig er ledetråden.

Dermed bliver Mit Afrika hverken en ren biografi eller en tro dagbogsfilmatisering, men en stemningsmættet gendigtning, hvor Blixens egne ord og Sydney Pollacks Hollywood-håndværk smelter sammen til en af 1980’ernes mest ikoniske kærligheds- og Afrika-skildringer.

Bag kameraet og modtagelsen af Mit Afrika

Sydney Pollack i instruktørstolen
Da Universal Pictures bad Sydney Pollack om at give sig i kast med Out of Africa, var det ikke første gang, den Oscar-vindende instruktør skulle fortælle en stor, episk kærlighedshistorie (The Way We Were, They Shoot Horses, Don’t They?). Som både instruktør og producent holdt Pollack fast i, at filmen skulle optages på den kenyanske savanne - ikke i et studie i Californien - for at fange det lys, den støvfyldte varme og de åbne vidder, Karen Blixen forelskede sig i. Resultatet blev et billedsprog, der giver filmen dens næsten dokumentariske autenticitet og gør publikum til medrejsende i 1910’ernes britiske kolonitid.

Produktionsselskaberne - fra Hollywood til Ngong Hills
Filmen blev finansieret af Universal Pictures i samarbejde med Pollacks eget Mirage Enterprises. Budgettet landede på ca. 28 millioner dollars, hvilket - for en periodefilm på location i Afrika - var ambitiøst, men Universal troede på kombinationen af stjernetrio (Streep/Redford/Brandauer) og Pollacks pålidelighed som blockbuster-leverandør. For at mindske risikoen forsikrede selskabet produktionsudstyret for svimlende beløb; kameraerne skulle jo fragtes ud til steder, hvor der hverken var asfaltveje eller regelmæssig elforsyning.

Optagelsesrammer

• Kenya: De fleste eksteriører blev filmet i og omkring Nairobi, Ngong Hills, Masai Mara og ved Karen-distriktets gamle kaffeplantager. Mange lokaliteter ligger få kilometer fra Blixens originale farm, som i dag er museum.
• Storbritannien: Interiørscener (bl.a. koloniens klubhus og nogle herskabshjem) blev bygget i Shepperton Studios uden for London.
• Danmark: Åbningsbilledet af Karen, der kører i kane gennem sneen, blev faktisk optaget i Surrey, men iscenesat som Danmark - logistisk billigere og med garanti for sne i februar 1985.

Lydsporet - John Barry på højde med savannen
James-Bond-veteranen John Barry leverede et af karrierens mest romantiske scores. Hans brede strygerflader og det ikoniske tema ”Flying Over Africa” lægger følelsesmæssig understrøm til både storladne flyvninger og intime lejrbålsscener. Musikken vandt fortjent både Oscar og Golden Globe for bedste originale score og har siden været fast inventar på ”greatest film scores”-lister.

Kritikermodtagelse & prisregn

Kritikerne var ikke helt enige: Nogle roste filmens ”maleriske perfektion” (Roger Ebert gav 4/4 stjerner), mens andre, bl.a. Pauline Kael, mente, at den romantiserede kolonitiden. Publikum strømmede dog til - billetindtægter på over 227 millioner dollars globalt gjorde den til årets 5. mest indtjenende film.

Eftermælet - mere end blot en romantisk epope
1) Kulturel betydning: Filmen cementerede Karen Blixens status som international kulturpersonlighed og gav et markant løft i turismen til Kenya; lokationerne markedsføres fortsat som ”Out of Africa trails”.
2) Filmpolitisk: Oscarsejren var med til at åbne døren for flere high-budget-produktioner optaget på det afrikanske kontinent i de efterfølgende år.
3) Inden for faget: John Barrys score og David Watkins gyldne billeder bruges ofte som referencepunkter i filmuddannelser, når der undervises i samspillet mellem musik og cinematografi.

Som Pollack selv sagde i takketalen på Dolby Theatre: ”Hvis vi har givet bare en brøkdel af Blixens poesi videre til publikum, har vi gjort vores job.” 38 år senere tyder meget på, at det job stadig står som et af 1980’ernes mest storslåede filmkunstneriske bedrifter.